Hvem er vi

Hvem er vi

I efteråret 2012 stiftede de to musikagenter Ole Østergaard Nielsen & Stefan Facius et nyt agentur, In Ear Music & Heartbeat Music ApS.

Stefan og Ole mødtes første gang til en jobsamtale i Stefans tidligere bureau, det nu afviklede Alive Music, og allerede fra første møde lå det ligesom i kortene, at de to nok ville ende med at sidde på samme kontor engang. Kemien var god, filosofien den samme og behovet for at skabe noget unikt var intakt hos begge agenter. Det blev aldrig til noget med jobbet i Alive Music, og mens Stefan skulle en tur forbi RecArt og sidenhen Copenhagen Music, byggede Ole stødt og roligt sin forretning op alene.

Efteråret 2012 blev som sagt et vendepunkt for de to agenter. En sammensmeltning af Stefans erfaring i branchen med Oles voksende forretning gjorde, at In Ear Music & Heartbeat Music ApS så dagens lys. Det var allerede fra begyndelsen en del af planen, at firmaet skulle have to identiteter. Den ene del af firmaet er sidenhen kendt som et ”klassisk” bookingbureau, In Ear Music, og den anden del er kendt som et progressivt bureau, Heartbeat Music. Fælles for begge bureauer er, at det hele foregår under samme CVR-nummer, på samme kontor og under samme ledelse.

Samtidigt med tilblivelsen af bookingbureauerne startede Stefan et managementagentur med sin gode ven Thomas Bredahl, som i månederne forinden var stoppet som guitarist i Volbeat. I dag ejer In Ear Music & Heartbeat Music ApS 50% af managementagenturet, og Stefan er en stor del af den daglige drift heri.

Visionen med denne firmakonstruktion var at sørge for, agenturet kunne varetage alle facetter af en artists behov, lige fra rådgivning omkring branchens mange afkroge til selve afviklingen af en koncert. Samtidigt var idéen, at der skulle være plads til alle typer artister, så længe kvaliteten var i top. Agenturet varetager i dag en bred vifte af etablerede artister i både ind og udland, samtidigt med at bureauet er bookingpartner på flere festivaler som eksempelvis Nord Als Musikfestival & Tunø Festival.

Et søsterselskab til In Ear Music & Heartbeat Music ApS er managementvirksomheden Heartbeat Management ApS, som tager sig af en håndfuld talentfulde danske artisters interesser i ind- og udland.

logo_heartbeat
logo_inear
logo_heartbeat_management
hvemervi1
hvemervi2
hvemervi3
hvemervi5
hvemervi6